Gå til primær indhold
Levering 2-3 hverdage
Fri fragt ved køb over 399kr.
Forside
/
Blog
/
Akut diarré hos småbørn

Akut diarré hos småbørn

torsdag den 21. februar 2019 af Redaktionen

Akut diarré hos småbørn

Langt de fleste forældre har sikkert oplevet det. Pludseligt og uden varsel får deres barn akut diarré med tre eller flere vandige afføringer om dagen. Trods ubehaget er akut diarré som regel en godartet tilstand, der går over i løbet af nogle få dage.

Akut diarré kan skyldes virus, bakterier, parasitter eller medicin. Man kan også få diarré på grund af indtagelse af mad, der ikke er tilstrækkeligt varmebehandlet. Diarréen kan komme via smitte med bakterier eller virus fra andre smittede personer, eksempelvis i en daginstitution eller vuggestue, hvor der ofte er hyppig kropskontakt med andre børn.

– Akut diarré hos børn giver forskellige symptomer, alt efter om det skyldes en virus- eller bakterieinfektion i tarmen. Nogle børn kan kortvarigt få feber, smerter i maven eller mavekrampe – eller føle sig almindeligt syge. Derudover er det i sagens natur ikke rart at skulle døje med tynd mave over længere tid, fortæller apotekspersonalet.

Flydende væske

Undgå dehydrering

Når kroppen ikke optager så meget væske som normalt, kan der forekomme væske-mangel (dehydrering). Derfor er det vigtigt, at man som forældre sørger for at holde øje med barnets væskeindtag:

– Den største risiko ved småbørnsdiarré er dehydrering. Derfor er det afgørende at give barnet meget at drikke. Hvis barnet er dehydreret, bør det ikke få fast føde, før det har drukket tilstrækkeligt med væske. Man kan give barnet små slurke vand på en ske for ikke at irritere maven yderligere – og derefter give letfordøjelig mad, når spiselysten vender tilbage, udtaler apotekspersonalet.

Rådet fra apoteket er at være ekstra opmærksom på barnet og dets symptomer, og holde øje et vågent øje med om de udvikler sig. Det anbefales at kontakte lægen, hvis dit spædbarn har alvorlig diarré eller opkast, hvis barnet bliver slapt og sløvt eller har mavesmerter, høj feber, blodigt opkast eller diarré – eller udviser tydelige tegn på væskemangel. Lægen bør naturligvis også kontaktes, hvis diarréen ikke er gået over efter 1-2 døgn.

Tag på apoteket

På apoteket er der gode råd, faglig vejledning og relevante produkter at hente for forældre – også når det gælder akut diarré hos småbørn:

– På apoteket står vi klar til at besvare alle spørgsmål om diarré. Vi er opdaterede med den nyeste viden på området, og tilbyder skånsomme produkter, der kan forebygge og lindre diarré-symptomer. Der findes eksempelvis relevante produkter i pulverform, der er udviklet specielt til sarte barnemaver, og de kan være med til at genoprette væskebalancen i tarmen, udtaler apotekspersonalet.

Gode råd ved diarré

  • Giv barnet rigeligt med væske, men undgå sukkerholdige drikke.
  • Spis små lette måltider med fx yoghurt, kiks, suppe eller revet æble.
  • Begræns smittespredning med grundig håndhygiejne.
  • Desinficér toilettet efter hver tynd afføring.
  • Vent to døgn med daginstitution efter sidste omgang diarré.
  • Undgå at dele håndklæde, sengetøj, bestik eller køkkenredskaber med andre.
  • Spørg på apoteket efter produkter, der afhjælper diarré.

Kilder: www.netdoktor.dk, www.sundhed.dk, www.sygeboern.dkog www.sst.dk(Sundhedsstyrelsen).

Vores mest populære artikler

Svane Apoteket Lyngby v/ Niels Kristensen
|
Lyngby Hovedgade 27
|
2800 Kongens Lyngby
|
Tlf. +45 40 20 28 18
|
kontakt@apotekeren.dk
|
CVR-nr. 25 84 10 42
Tilbage til toppen